Peripeti: Hvis man nogensinde har haft lyst til at gå en tur i Inger Christensens sommerfugledal, så har man chancen her. I Wunderlands performanceinstallation bliver man set an af døden fra sommerfuglevingen, mens man lytter, lugter, føler sig vej igennem en labyrint af sære rum.

Nogle gange udstilles et magisk og skrøbeligt nu i mødet med en fremmed krop i mørket, andre gange mærkes ekkoet af andre levende væsener, der er borte, men som alt i rummet synes at hviske om. Man går ind alene, man bliver iført morgenkåbe og må aflevere sko og strømper, og efterhånden som man trænger ind i labyrinten og forsøger at forstå dens underlige logik, kan man det ene øjeblik have en oplevelse af, at man er en uvedkommende indtrænger, der næsten krænker labyrinten og dens hemmelige beboere, et andet øjeblik er man selv den udsatte, der må følge sporet til enden for at slippe ud. Bag fortryllelsen anes en lurende ulykke, som ikke skyldes mørke kræfter, men snarere påmindelsen om, at tiden tærer, at man risikerer sig selv i mødet med andre, og at skønheden er flygtig og forgængelig.

Det er et gennemført koncept med en klar idé, både i forhold til det poetiske univers, og i forhold til den måde deltageren placeres i rummet og i mødet med performerne. Deltageren er nødt til at have alle sanser skærpede for at aflæse og udforske rummenes og performernes mere eller mindre direkte invitationer. Rummene er så forskellige, at man til stadighed overraskes, og alligevel tegner de tilsammen et klart mønster. Det er en performance, der kræver opmærksomhed, mod, tillid og præcision, både af gæsterne og performerne. Den rører ved barnet i én på en måde, der ikke er naiv, men fængslende og dybt foruroligende.

– Thomas Rosendal Nielsen